kristianskjodt.dk

Et par billeder fra en bette tur med Mette omkring Svinkløv og Slettestrand. Vi skulle egenligt have kørt ÅMK’s løb i Århus men en række uger med alt for meget arbejde, alt for lidt fritid, søvn og træning gjorde beslutningen forholdsvis let. Så vi blev hjemme og hyggerullede en tur i stedet.

Så er den bestilt.. Den lille nye til familien. Lange lange overvejelser har der været bag. Jeg startede tankerne tilbage i oktober og har været langt omkring. Vildt nok når man tænker over at det tog mig cirka 30 minutter at vælge hvilken bil jeg skulle købe. Ramme, gaffel og frempind står og venter i Vejle – Kranksættet kommer forhåbenligt mens jeg er på Milos – Så kan lige nå at få den samlet inden DM.

Anyway, for de trofaste læsere har I nok luret hvad jeg skal have (som om billedet ikke afslørede det), stumperne bliver flyttet fra den gamle over på en Scalpel Carbon Team, med Lefty SL gaffel, SI frempind og SI SL kranksæt. Er MEGET spændt på at se hvad det bliver for noget at køre på.
More to come :)

Så kom der en lille upgrade på biken. Nye pedaler. Meget tiltrængt da der efterhånden var 5-6mm slør i de gamle, og de var en årgang der ikke liiige var til at fremskaffe nye lejer til. Så der kom et sæt 2x Ti Eggbeaters på i stedet. Den korte aksel er forresten fantastisk for knæene da man får fødderne lidt tættere på hinanden. Meget anbefalelsesværdigt.

Jeg indrømmer det blankt: Jeg er Jyde. Ikke bare sårn født og opvokset i Jylland og siger ”meje” og ”træls” – Men decideret jyde. Tilståelsen går på, at jeg faktisk ikke har været i kongerigets hovedstad siden 7ende klasse. Ja, nu ved jeg godt at jeg ikke er så gammel igen, men det gør det alligevel til noget over 10 år siden jeg var der med henblik på andet end at køre over Øresundsbroen eller mellemlande i Kastrup.

Jeg har hørt mange røvere fra især Diana omkring Amager eller ”lorteøen” som hun kalder den. Ahh, ”så gal ka’ ’et vel ’it vær’” var mine tanker omkring stedet. Men da Dvinge og jeg ankom til Klaus Bachs kolonihavehus på selvsamme ø, gik der ikke mange minutter før der blev råbt og skreget ude på gaden. En tydelig utilfreds dame var ellers godt ifærd med at reducere hendes stemmebånd til en rosin, da hun var af den overbevisning at den herre hun diskutterede med, ellers lige skulle tage at gå hjem og holde sig væk. Efter et hurtigt blik vurderede vi situationen som ufarlig, da hendes stemmeleje allerede var faldet betragteligt efter et kvarters råben, og herren dermed naturligvis havde indset at trunte ville holde op med råberiet på et tidspunkt.

Det lykkedes en halv times tid senere da jeg formoder at da interessen for at råbe var blevet erstattet af interessen for at studere vinduesudsmykningen i den nærliggende lertøjs-figur forretning, der demonstrerede adskillige yndige og virkelig særpregne figurer. 

Grunden til at jeg havde slæbt Dvinge med til hovedstaden skal forresten lige forklares. Om søndagen stod den på nemlig på fjerde afdeling af Post Cup’en i Hareskoven i den nordlige ende af staden. DMK havde disket op med en lækkerbisken en af rute, på trods af de manglende trimninger af grene og andet skidt, samt grankogler en mass på et par af nedkørslerne. Knap seks km lang og omkring de 100 hm. Så ikke en speciel hård rute på den facon, men derimod forholdsvis teknisk. Rødder, sten, skarpe sving og et par fede nedkørsler var med til at gøre den super sjov.

Seks omgange stod den på, og målsætningen var som sidste weekend at komme igennem dagen. Og i særdeleshed når nu man var kørt hele vejen til København, så skal der da point med hjem. Jeg havde ligget småsyg det meste af sidste uge efter at have kørt den for hårdt på arbejde (samt til løbet i Varde), men følte mig nu ganske frisk på løbsdagen. Dvinge og jeg fik noget guffemad i byen der hurtigt satte maven i rumlen og vi endte da også med at tage en spejder-tur i skoven med spaden og papiret, få samlet cyklerne og så besørge vores nødtørft på den nærliggende restaurant. Hmm. Rigtig god start hvis vi var røget i en omgang chicken sushi?

Nå, starten gik lidt sent, vi var alle lidt forvirrede, omgangene blev som altid ændret lige før starten. Endnu engang skulle Dame køre færre end i C på trods af at de har et kvarters længere køretid end vi har, og de hurtigste trunter med lethed kan prygle de fleste af os i C feltet. Nå, nuvel. Tilbage til de seks omgange. Første omgang var der en masse masen, puffen, småstyrt, en masse der troede de var på vandretur osv. Ligesom vi plejer. Fulgtes med Lasse Spliid fra Århus1900 den første omgang men på kælkebakken op imod mål måtte jeg jo vise hvem af os to der var den mest rå. Anden omgang gik hæderligt, nogenlunde fart i cyklen men kroppen var ikke helt overbevist. Det kom derfor som en oplagt mulighed da vores danmarksmester Sandra Dolcerocca stod for anden gang med en sprængt kæde og kæmpede med denne. Fuck det tænkte jeg, smed mig af cyklen og ofrede min kæde til den nationale mesterskabstrøje. Det tog noget tid at få skidtet til at du, og det tog endnu længere tid at få den til at du på min egen bike. Og med den konsekvens at stor mølle foran og de fire inderste bagpå resulterede i at skulle hive bagskifteren ud af kassetten et par gange undervejs. Det kostede mig i nærheden af 16-17 minutter i alt, men til gengæld så var kroppen ellers klar bagefter. Jeg fik hæderligt godt flow i cyklen, måtte smide en del tid på de flade stræk uden den store mølle, men kroppen holdt sgu! Yes sir. Jeg kom altså igennem (dog lapped med en omgang af Dvinge og det meste af C feltet) men uden at knække mig. Fik fornøjelsen af en halv omgangspenge med Henrik Kirk hvor jeg til min store overraskelse sad ganske hæderligt med. Så selvom jeg resultatmæssigt har kørt tæt ved elendigt, så var det nu alligevel positivt at kroppen overlevede, og meget positivt hvordan jeg kunne sidde med et par af de forskellige, på de ryk hvor det ellers fungerede for mig.

I know, det er rimelig off topic det her, men fra Skov & Naturstyrelsens absolut udmærkede nyhedsbrev har jeg sakset denne tekst, der alligevel får en til at tænke: “Godt man ikke er en bi”.

“Dronningen er kun 4-5 dage gammel før hun er kønsmoden. Men hun har også travlt, der kommer ikke nye bier i familien, før hun kan begynde at producere dem.

En dag med stille vejr, hvor solen skinner og temperaturen kommer op over 18 grader, så flyver jomfrudronningen ud. Hun flyver hen til dronesamlingspladsen, her er dronerne samlet og venter blot på at hun skal komme. Ingen ved præcis hvorfor dronesamlingspladserne er hvor de er, men dronningen har ikke svært ved at finde derhen.

Så snart hun dukker op, følger dronerne efter hende. I løbet af få sekunder parrer den første drone hende, mens de andre utålmodigt forfølger dem som en lang hale. Dronen nøjes ikke med at aflevere sin sæd, han afleverer hele sit kønsorgan, hvorefter hans liv er fuldført. Et liv i lediggang afsluttet i få sekunders klimaks, bliver hans skæbne. Han falder simpelthen død til jorden. Derefter kommer næste drone til. Han fjerner lynhurtigt den tidligere bejlers kønsorgan, og udfører sin egen selvmordsaktion.”

Der var solskin, sved, sorte prikker for øjnene og super sprød singletrack i det vestjyske i søndags. Fem omgange af de omtrent seks km og 100 højdemeter ventede. Ikke ligefrem min rute, men de mange små og korte tekniske, super tørre og støvede opkørsler var lige mig så helt skidt var det nu alligevel ikke.

Som jeg tidligere har skrevet har jeg til tider rigtig gode dage, og til tider virkelig ringe dage, efter showet med kyssesygen. Jeg har arbejdet vanvittig meget de sidste tre uger så det er ikke blevet til megen cykling, ernæring, hvile eller noget af det andet der skal til for at bygge en elite-trimmet-super-rytter. I dag skulle vise sig at være straffen for ikke at pleje kroppen, men okay, fair nok – jeg tror jo også bare stadig at jeg er supermand og den kommende Peter Riis. Det er snart fem måneder siden jeg blev syg, og i det daglige mærker jeg det ikke meget mere. Men jeg var jo advaret om op til 12 måneders recovery, og når jeg presser kadavaret så slår det også tit fra.

Mette og jeg havde pakket Toyotaen og var kørt fra Aalborg hvad der synes som forholdsvist tidligt. Efter de obligatoriske toiletstop på vejen derned fandt vi frem til området. Pakkede ud, indregistrerede, Lille Thomas stillet klar til at lange flasker og vi nuppede en bette opvarmer. Jeg nåede ikke mere end 500 meter ud på den før jeg måtte kaste lidt vædske op første gang. Nå, fred være med det – Kan ske maven vil te sig ordenligt nu? Den havde været lidt utilfreds fra morgenen hvor jeg da også havde truet med ikke at skulle køre i dag. Men hvem kan holde sig tilbage når det er 28 grader og så super fedt vejr?

Starten gik, der var ikke vold meget at skyde med men lidt alligevel og vi kom da afsted. Mette sad meget pænt med og først et stykke ude på anden omgang begyndte jeg at få bare lidt fart i cyklen. Vi lå og fulgtes meget pænt med Per Kød, hvilket som altid bragte et ekstra element af hygge ind i løbet. De mange ujævnheder straffede helt klart hardtailen, som så til gengæld vandt betragteligt på de små korte opkørsler. På den lange knold ved ’Café Udkig’ måtte jeg knække mig lidt ud over mig selv igen. FUCK! Nå mere gas, køre det væk. På starten af tredje omgang fik jeg hentet Lambæk og sat ham eftertragteligt – han kommenterede noget om varmen… Jeg fik hentet en tre-fire ryttere mere og der var godt fart i raketten. I modsætning til de 23-et-eller-andet jeg havde kørt de første to omgange, var min fornemmelse at jeg var vel under de 22 på denne. Men ja, mon så ikke, lige da jeg skal til at gå ud i 7eren og rykke forbi Brian, så er forhjulet fladt! FUCK igen! Nå, af med dæk og få skiftet slange. Jeg stod i et dejligt lummert hul i skoven og kunne se Mette og en anden pige rytter, samt 5-6 C-ryttere køre forbi mig på de skandaløse 5 minutter der gik med at skifte, pumpe og lige få vejret til sidst. Det lykkedes mig aldrig at få rigtig fart i cyklen igen, og på min fjerde omgang måtte jeg også helt af cyklen og kaste op igen. Kroppen var bare TOTALT død og der var dømt violinkoncert i det Kongelige. Jeg sad næsten ti minutter med prikker for øjnene, stærke smerter i maven, og små gylpen, før jeg fik taget mig sammen til at trille tilbage til målområdet. Tja, målet for dagen var bare at hive nogle få DCU point hjem til tavlen, men for tredje gang ud af årets fire løb måtte jeg udgå pga. overbelastning (læs: dumhed?) og sygdom i kroppen. – Jeg har på fornemmelsen at Kyssesyge-kortet kommer i brug flere gange i år, for jeg har alt for svært ved at holde gassen nede når det er løb. Men hva, næste år… :-)

Mette kørte sig til en flot fjerdeplads, kun ganske kort op til Signe Strandvig fra 1900 som hun helt sikkert prygler til ÅMK løbet i slutningen af måneden.