kristianskjodt.dk

Det nyindkøbte legetøj skulle testes af på den 7km lange tur rundt om Thorsø i selskab med min udlejer, Erik. De har verdens hyggeligste sommerhus med udsigt og grund ned til søen, og de har været så elskværdige at lade mig have min kajak liggende nede ved vandet der.
Båden opfører sig jo præcist som forventet, sejler som en drøm. Vi rundede dagen af med en dukkert samt lidt øven i at holde balancen i båden, samt at komme ind igen hvis man skulle skvatte i.

Her er den så, lettere brugt Rainbow Laser, magen til dem vi bruger hos Rod på Milos. Den kommer der forhåbenligt til at gå rigtig mange timer i selskab med, især på de Silkeborgensiske søer og åer som jo bekendt er ganske tæt ved :)

I forbindelse med et smut til hovedstaden fik Klaus Bach lokket mig ud på en bette mtb tur. Sandra som jo er Sandra, var kørt lidt galt og stod forholdsvis langt fra hvor vi skulle køre så, Klaus fik mig overbevist om at jeg skulle køre en bette omvej og samle en ung, smuk og svedig pige ikældt lycra op i en lille by på Nordsjælland på vejen op imod Tisvilde Hegn. Der var dømt afskedstur til Sandra (hvis hjerte jeg tidligere har vundet i bytte for noget så simpelt som en kæde, så nu var der dobbelt op på point) der skulle flytte ned til hendes forældre i Sydfrankrig ugen efter.

Det blev til et par timer i sadlen i noget super super fedt terræn med masser af lækre snørklede singletracks, rødder, små intense op og nedkørsler og flot flot bøgeskov med langt imellem stammerne. Vi rundede af med pizza, colaer og kaffe på stranden, en nat på Sandras sofa inden jeg møg-hamrende-tidligt næste morgen kørte retur til Struer med min nye kajak på taget.

Lidt forsinket kommer der hermed beretningen fra et DM der gav lidt af det hele.
Lundy Bakker er for mange kendt som helvedes forgård, noget af det ondeste terræn i landet, men samtidig, er det for mig personligt mit lærested og der hvor min aske skal spredes :)

Det er sådan med et DM, at alting er bare en lillesmule mere seriøst. Man ved jo godt at alle forhåbninger om placeringer er ikke-eksisterende da der altid dukker flere op til start, og især flere af de rigtig hurtige. Men alligevel, så er det lidt årets festdag selvom man ved man skal have smæk.

Forberedelserne havde været så-som-så. Jeg var inde i en forholdsvis god periode, fik kørt et par gange om ugen som er det jeg kunne holde til, hvor den fik noget gas, så træningen var så optimal som den næsten kunne være alt taget i betragtning. Desværre fik den dog lidt for mange rundvisninger på DM ruten i ugen op imod, og arbejdet med at sætte rute, målområde osv. op fredag og lørdag havde også tæret lidt. En chance skulle det dog have.

Da starten gik var jeg über bevist om hvor vigtigt det var at ligge med helt fremme så snart vi var igennem start-loopet og røg ind på single-tracket. Der er så få steder på ruten hvor der kan overhales, og det er samtidig din eneste mulighed for at få lidt energi ind, så det var med at bide tænderne sammen og rykke til fra starten. Jeg kom fint med rundt, lå på en tredjeplads med Tyge og Morten fra Thy lige foran mig. Tyge forsvandt hurtigt, men jeg bevarede placeringen på hele første del af ruten på første omgang. På turen op imod Ankelbrækkerbakken måtte jeg dog sande at jeg havde oversatset, tempoet faldt en godt stykke og Niels Bjørnsteen fra Vejle kom op til mig. Vi fulgtes et godt stykke rundt, på nedkørslerne fik jeg skabt et godt hul men opad havde han lukket det igen så hurtigt som ingenting. Han blæste forbi mig et stykke ude på anden omgang, og derfra husker jeg ikke meget andet end smerten. Jeg driblede ligeså stille og roligt ned igennem feltet og det krævede AL min positive energi at fuldføre de sidste få procent af min sidste omgang. Jeg var nede at sidde, gå lidt med cyklen, sidde lidt mere, trille 200m, stå og holde pause, ned på knæ og smage på jorden, sidde lidt mere og sådan kørte det, indtil Helle Q kom forbi og donerede henedes flaske med energidrik til mig. Jeg var ALDRIG kommet hjem til mål uden den, og aldrig har jeg været gået SÅ kold før.

Jeg endte på en tredjesidste plads i et meget bredt C-felt - langt under niveau og ambitioner og især taget i betragtning med hjemmebanefordelen. Men som det er med et DM, så får man smæk, men man har haft en fantastisk dag alligevel. En fed fed fed rute rent teknisk og personlig udfordringsmæssigt, men også en næsten for hård rute til at der kan køres nogen som helst form for taktik eller “rigtigt” cykelløb. Det bedste af det hele er dog, at selvom MTB er en sport hvor ALLE har det lige hårdt, de stærke kører bare hurtigere, så var dette en af de dage, hvor Allan Bachmann havde det værre! - Det er de små ting der kan få en igennem helvedets forgård…

There you go. Den nye baby er i stalden i sit første stadie. Som altid er der en masse der mangler og ting man gerne vil have og nogle stumper der er forsinkede osv., men den er samlet så den kører og indtil videre er det da ikke det ringeste jeg har siddet på. Vægten er på omkring de 10,5 i den opbygning den står i nu. Så den kan let klemmes under de 10 bare ved at gå i en let slange og et let sæt dæk og lidt små-sager.

Når den får en runde med opgraderinger så kommer der naturligvis lidt nyt igen.  Efter de første par ture skal der nok komme en detaljeret beskrivelse af the feel.