kristianskjodt.dk

(Foto: Bo Skakke)Efter semi-skandale løbet i Århus stod vores eget løb i Vejle for tur på en über fed og rimelig hård rute. 210 hm pr. omgang af godt 5kms længde på årets første sommerlige dag med solskin og 20 grader.

Løbet var arrangeret til UG, kryds og bolle, 12 taller og hvad der nu ellers efterhånden bliver givet af karakterer i kongeriget. Fedt målområde, kanon rute der byder på det hele og så lidt hjælp fra oven med vejret gjorde absolut ikke tingene værre.

(Foto: Bo Skakke)Lidt let opvarmning med Kenneth Kofoed og jeg stillede mig ned bagerst i startblokken, velvidende at jeg absolut stadig er langt fra at være ovenpå endnu. Starten gik, og godt med masen og puffen og en indsnævring til singletrack kort efter starten gav en god mængde tummult. Første omgang af de fire blev lagt ud efter Allan Carlsen thesen om at ”køre med hvad man har”. Der skulle trodsalt ”kun” køres halvanden time. Lidt følgeskab med Kirsten Kronborg, Per Kød samt Stjernholm og Lambæk fra Cycling Nord gav en god fight på første omgang. På den sidste lange og jævnt olme opkørsel op imod mål, besluttede jeg mig for at jokke fra de førnævnte så jeg lå forrest da vi skulle ud på anden omgang. Fik rykket mig et bette pænt hul og så galt det ellers bare om at holde det. Jeg fik øget ganske pænt på anden, men min taktik der ellers virker fuldstændig ugennemtrængelig havde dog den store mangel at jeg på ingen måde er i form til at gennemføre den.

(Foto: Bo Skakke)Så på tredje omgang besluttede jeg mig for at rulle gassen ned til 85% max og så tage den derfra. Tiden indikerede et tab på knap to minutter på min tredje omgang, så på fjerde og sidste forsøgte jeg at åbne for hanerne indtil jeg måtte dratte af biken. Halvvejs rundt fik Lambæk hentet betragteligt og han begyndte at vise sig faretruende bagude. Hullet blev mindre og mindre og jeg kørte med en delt fornemmelse af at han enten bare skulle få lukket hullet og give mig dødsstødet, men på den anden side, så ville det være så fantastisk at køre fra ham i et DCU løb i år. Afstanden var nede på omkring de 20 meter, hvor jeg på den sidste opkørsel valgt at trække løbet. Jeg VED at det er hurtigere at løbe, men også hårdere, så jeg satsede alt til sidst, af cyklen og igang op ad bakken. Stjerner og måner var ikke det eneste jeg så – kvalmen var ufatteligt tæt på og den sur-søde smag af adreanalin og blod  i munden var markant. Men det lykkedes, fik rykket hullet stort nok til at jeg tog omkring 30 sekunder på ham og kørte ind på en 24plads i C, cirka midt i feltet. Da jeg kom lidt nærmere normal tilstand og bevisthed måtte jeg sande at jeg havde kørt max over evne, men at samtlige sats også var lykkedes og taktikken som sådan vil kunne fungere fortrinligt når kroppen ellers kommer med til næste år.