kristianskjodt.dk

Jeg indrømmer det blankt: Jeg er Jyde. Ikke bare sårn født og opvokset i Jylland og siger ”meje” og ”træls” – Men decideret jyde. Tilståelsen går på, at jeg faktisk ikke har været i kongerigets hovedstad siden 7ende klasse. Ja, nu ved jeg godt at jeg ikke er så gammel igen, men det gør det alligevel til noget over 10 år siden jeg var der med henblik på andet end at køre over Øresundsbroen eller mellemlande i Kastrup.

Jeg har hørt mange røvere fra især Diana omkring Amager eller ”lorteøen” som hun kalder den. Ahh, ”så gal ka’ ’et vel ’it vær’” var mine tanker omkring stedet. Men da Dvinge og jeg ankom til Klaus Bachs kolonihavehus på selvsamme ø, gik der ikke mange minutter før der blev råbt og skreget ude på gaden. En tydelig utilfreds dame var ellers godt ifærd med at reducere hendes stemmebånd til en rosin, da hun var af den overbevisning at den herre hun diskutterede med, ellers lige skulle tage at gå hjem og holde sig væk. Efter et hurtigt blik vurderede vi situationen som ufarlig, da hendes stemmeleje allerede var faldet betragteligt efter et kvarters råben, og herren dermed naturligvis havde indset at trunte ville holde op med råberiet på et tidspunkt.

Det lykkedes en halv times tid senere da jeg formoder at da interessen for at råbe var blevet erstattet af interessen for at studere vinduesudsmykningen i den nærliggende lertøjs-figur forretning, der demonstrerede adskillige yndige og virkelig særpregne figurer. 

Grunden til at jeg havde slæbt Dvinge med til hovedstaden skal forresten lige forklares. Om søndagen stod den på nemlig på fjerde afdeling af Post Cup’en i Hareskoven i den nordlige ende af staden. DMK havde disket op med en lækkerbisken en af rute, på trods af de manglende trimninger af grene og andet skidt, samt grankogler en mass på et par af nedkørslerne. Knap seks km lang og omkring de 100 hm. Så ikke en speciel hård rute på den facon, men derimod forholdsvis teknisk. Rødder, sten, skarpe sving og et par fede nedkørsler var med til at gøre den super sjov.

Seks omgange stod den på, og målsætningen var som sidste weekend at komme igennem dagen. Og i særdeleshed når nu man var kørt hele vejen til København, så skal der da point med hjem. Jeg havde ligget småsyg det meste af sidste uge efter at have kørt den for hårdt på arbejde (samt til løbet i Varde), men følte mig nu ganske frisk på løbsdagen. Dvinge og jeg fik noget guffemad i byen der hurtigt satte maven i rumlen og vi endte da også med at tage en spejder-tur i skoven med spaden og papiret, få samlet cyklerne og så besørge vores nødtørft på den nærliggende restaurant. Hmm. Rigtig god start hvis vi var røget i en omgang chicken sushi?

Nå, starten gik lidt sent, vi var alle lidt forvirrede, omgangene blev som altid ændret lige før starten. Endnu engang skulle Dame køre færre end i C på trods af at de har et kvarters længere køretid end vi har, og de hurtigste trunter med lethed kan prygle de fleste af os i C feltet. Nå, nuvel. Tilbage til de seks omgange. Første omgang var der en masse masen, puffen, småstyrt, en masse der troede de var på vandretur osv. Ligesom vi plejer. Fulgtes med Lasse Spliid fra Århus1900 den første omgang men på kælkebakken op imod mål måtte jeg jo vise hvem af os to der var den mest rå. Anden omgang gik hæderligt, nogenlunde fart i cyklen men kroppen var ikke helt overbevist. Det kom derfor som en oplagt mulighed da vores danmarksmester Sandra Dolcerocca stod for anden gang med en sprængt kæde og kæmpede med denne. Fuck det tænkte jeg, smed mig af cyklen og ofrede min kæde til den nationale mesterskabstrøje. Det tog noget tid at få skidtet til at du, og det tog endnu længere tid at få den til at du på min egen bike. Og med den konsekvens at stor mølle foran og de fire inderste bagpå resulterede i at skulle hive bagskifteren ud af kassetten et par gange undervejs. Det kostede mig i nærheden af 16-17 minutter i alt, men til gengæld så var kroppen ellers klar bagefter. Jeg fik hæderligt godt flow i cyklen, måtte smide en del tid på de flade stræk uden den store mølle, men kroppen holdt sgu! Yes sir. Jeg kom altså igennem (dog lapped med en omgang af Dvinge og det meste af C feltet) men uden at knække mig. Fik fornøjelsen af en halv omgangspenge med Henrik Kirk hvor jeg til min store overraskelse sad ganske hæderligt med. Så selvom jeg resultatmæssigt har kørt tæt ved elendigt, så var det nu alligevel positivt at kroppen overlevede, og meget positivt hvordan jeg kunne sidde med et par af de forskellige, på de ryk hvor det ellers fungerede for mig.